Juletid i Tanzania

Så er det ved at være juletid i Danmark, så det må jo også betyde at det er det, her i Tanzania. I Danmark plejer man at komme i julestemning allerede i november fordi der alle steder er julepynt og julemusik. Hernede har jeg ikke set elller hørt noget endnu, så julen lader sig vente lidt.

Ligenu ligger jeg i en dejlig seng på Scripture Mission i Arusha efter en hård, men nice udfordring. Den 10. December drog Daniel, Anders og jeg mod Moshi, og toppen af Kilimanjaro. Efter 4 dage med 4-6 timers gang nåede vi den sidste camp i 4600 m AMSL. Efter at have sovet nogle få timer, stod vi op ved midnatstid for at klare 1295 højde meter. Efter en vandvittig hård tur i sne og kulde, hvor øjnene helst ville lukke, nåede vi 06.30 toppen som de første den dag. Det var selvom vi startede 1,5 time efter nogle af de andre, guiderne sagde det jo var fordi vi er 'vijana' hvilket betyder unge. Det var en super fed fornemmelse at kunne gå i uberørt sne, hen til skiltet. Efter at være der i 10 min, gik vi igen ned til teltet for at sove, inden vi igen skulle afsted videre ned af bjerget. Mandag den 16. December kom vi ned, og kunne kigge tilbage op gennem skyerne og tænke 'Nååh det var da en let tur'. Nej det kunne vi vidst ikke, men en fed fornemmelse var det!

Endelig på toppen, FEDT!

Inden vi besteg Kilimanjaro var vi på safari i Ngorongoro. Ngorongoro er et vulkankrater hvor der lever mange dyr. Efter at have kommet meget sent med bussen to vi afsted kl 05 for at få mest ud af dagen. Vi kommtil Ngorongoro efter 3 timer hvor vi kørte op i 2500 meters højde på kanten af krateret kom vi ned i krateret. Et helt fladt sted med bjerge hele vejen rundt om, hvori der er fantastisk mange smukke dyr. Vi endte med at se 19 løver, 3 elefanter, 2 næsehorn, virkelig mange Zebraer, Gnuer og bøffler, nogle hyæner, en serval kat og andre smådyr. En super fed oplevelse at se så mange fantastiske dyr på en gang.

Krateret

Serval kat, smukt dyr!

En kæmpe bøffel.

I morgen tager Daniel flyet hjem og Anders og jeg tager turen til Iringa og senere Kipili hvor vi skal fejre jul, hvilket bliver super spændende at prøvei et land som Tanzania.

Børn, besøg og B.S

Det er ved at være et stykke tid siden, jeg sidst har skrevet noget her på bloggen, og meget er sket siden.

Vi har været i Iringa for at passe børn til LM’s missionær konference. Det var ikke lang tid vi var der, før vi skulle videre til Dar Es Salaam for at hente Hanna, Daniels familie og Cecilies familie. Alligevel var døgnet i Iringa super hyggeligt og det var nogle søde børn vi passede. Vi overlod trykt arbejdet med at passe børnene til Trine, Marianne og Anders, da vi rejste mod Dar.

Daniel og jeg tog sammen med Hanna og Lau fra Iringa til Dar, hvor vi fandt det billigste motel der var og det var nu da okay. Vi ventede på vores gæster skulle komme, og selvfølgelig skulle der da gå noget galt; flyets vindue var i stykker så de kunne ikke komme af sted. Dagen efter kom de på et fly til Amsterdam, som igen blev forsinket, så de måtte have en overnatning igen inden de kunne komme til Nairobi og senere Dar Es Salaam. Så efter 2 dages forsinkelse landede de i Dar trætte efter en lang rejse.

Vi rejste mod Sumbawanga dagen efter, med bus. En overnatning i Mbeya og så var vi i Sumbawanga. Efter et par dage i Sumbawanga tog vi mod Katavi Nationalpark, en nationalpark der ikke er besøgt af så mange turister så vi følte vi havde parken for os selv, hvilket var rart.

Det er fantastisk at se dyrene i deres naturlige omgivelser, og man bliver lidt overrasket over at de lever så tæt på hinanden. Der var et sted hvor vi holdte i bilen og kiggede på løver, hvis vi drejede hovedet og kigge ud af de andet vindue, kunne vi se elefanter, antiloper og giraffer gå side om side. Det var en super fed oplevelse; prøv det! Det er ikke som at tage i zoo

Efter tog vi til Kipili, hvor en bare stod på ren afslapning sammen med Hanna. Det var super dejligt at have besøg af hende. Hun var og er savnet!

Efter 6 dage i Kipili tog vi til Sumbawanga for at sende dem hjem mod Danmark. Det føltes lidt trist og tomt efter, men vi klarer den.

Siden har vi arbejdet lidt på båden, været i Sumbawanga og været på robinson-tur i bedste B.S-stil til krokodilleøen. På vores lille tur sov vi i telte, slagtede og spiste en and og hyggede på stranden med bål og skumfiduser. Det var et dejligt afbræk til hverdagen. Nu er vi igen i Kipili, Anders, LM’s volontør i Tanzania, er på besøg her i Kipili, så det er super hyggeligt.

Håber i har det godt hjemme i Danmark! (:

Tålmodighed og ventetid er en dyd..

I den sidste uges tid har vi været i Sumbawanga for at male færdig sætte solceller op på Cheke Chea Ninawi. Vi blev hurtig færdig med at male, men vi manglede penge for at kunne købe solceller. Pengene ville komme onsdag eftermiddag, men der var ingen. Efter turen til banken var taget fem gange var der bid, det blev dog fredag inden, men vi kunne få udbetalt pengene. Solcellerne blev købt, og på 5 timer nåede vi at sætte fire solceller op og koble strømmen til. Vi fik hjælp af Lau som Daniel og jeg har gået på efterskole med, han er hernede for at besøge Sara sammen med Hanna N. Så med Laus elektriker skills så gik det hele tjept. 

Søndag var der indvielse af Cheke Chea'en med besøg fra den Hollandske NGO, som har sponsoreret den. De fik klippet snoren og vi havde en god, men laaaang fest i kirken. 

Hele mandag gik med at vente og køre i bus til Kipili. Vi gik i seng søndag aften med en forventning om at komme afsted med bussen kl. 08.00. I løbet af natten kom der en sms fra Miriam om at bussen først kørte kl. 09.00, så mprgenmaden skulle spises kl 8. Da vi kommer fortæller Miriam at bussen måske først kører kl. 12, så Miriram gik mod busstation for at forhøre sig. Sandt nok. Bussen kørte først kl. 12. Klokken halv tolv var vi på stationen, klar til at smutte mod Kipili. Vi ventede og vi ventede og klokken blev12, så 13 så 14 og endelig kom bussen. Nå så skulle vi jo afsted! Nå nej bussen skulle jo lige til service, bare lige en halv time. Klokken blev 15.15 inden bussen kom og vi kom inden og afsted det gik, efter noget bøvl med folk der ikke havde pladser men som bare havde taget vores. Efter lidt diesel og et andet problem kørte vi mod Kipili. Vi ankom til Katangolo kl 21.30 efter 5.5 timer i bus, heldigvis var det en tur uden punkteringer eller anden ødelæggelse.

Tirsdag gik med at lave ikke så meget fordi vi manglede nogle lister til nogle vinduer i en båd. Om gik det derimod vildt for sig. Alfonsi kom løbende fordi mobilklinikkens bil var kørt galt, vi løb med og fik skubbet traktoren igang og afsted det gik. Vi kom dertil og der var ikke så slemt som vi først troede. Bilen havde ramt en bro, hvor et meget stort betonstykke blev revet af. Det gjorde at bilensstyretøj brækkede, så bilen landede i grøften. Heldigvis uden at være rullet rundt eller lignende. Chaufføren var kørt videre til det han skulle i en anden bil, så han var på toppen. Bilen kunne vi ikke få op der, men det er lykkedes i dag. 

Som I kan se i den seneste tids oplevelser så er tålmodighed en vigtig kunnen. Ventetiden kan være lang, men jeg tror det ville være langt værre at vente i Danmark. I Danmark ville de fleste være frusterede og mange ville skælde og smælde på fx busselskabet, og sådan noget smitter. Her er det bare så meget anderledes! Folk sidder stille og roligt og venter, og hvis man spørger rundt hvornår bussen kommer, så er svaret: Den kommer nok lige om lidt.. De tager det som det kommer, og det smitter af på os, selvom det da ville være rart at bussen gik til tiden. I stedet kunne vi bruge tiden på stationen på at snakke med nogle gadebørn og høre deres historie.

Lørdag tager vi til Sumbawanga igen, for Søndag at køre mod Iringa, hvor vi skal passe børn på LMs missionærkonference. Onsdag drager Daniel og jeg så mod Dar Es Salam for der kommer besøg fra Danmark, det bliver jo nok sådan fint nok!! (; 

Arbejd, arbejd

Tiden flyver og inden længe kommer der besøg fra Danmark (WUUHUU!), men inden da er det vidst  tid til at få et lille indblik i, hvad vi får udrettet her i Tanzania.

Mange synes at det kan være svært at finde ud af hvad man uddanne sig til senere i livet, inklusiv mig. I den seneste tid har jeg i hvert fald fundet ud af, selvom det ikke har været en del af overvejelserne, at jeg hverken skal være maler eller murer.

Cheke Chea havde fri i en uge, og derfor havde pigerne tid til at tage med til Sumbawanga for at male i en ny Cheke Chea. Murerne skulle såmænd have ikke mindre en tre gange maling. Det er jo ikke slemt, hvis der ikke var så meget, men når der er to klasse lokaler og 2 kontorer så tager det altså sin tid. Aber aber efter 3 hårde dage med hvid maling, så kom turen til det sjove. Vi, eller rettere pigerne skulle være kreative. De flotte kunstværker kan i se på billederne herunder og hvis jeg selv skal sige det, så er det da rimelig OK!

Vi maler jorden i det ene klasselokale.

Det endelige resultat!

 

I det andet klasselokale.

Ja og murer det skal jeg absolut heller ikke være. I Kipili manglede pigerne en trappe, så de lettere kunne komme hen til terrassen og toilettet. Gentelmen som Daniel og jeg er, gik vi i gang med at bygge trappen. Selvom den ikke er særlig stor, så skulle vi alligevel bruge omkring de 100 mursten. Nå, men dem kunne vi da bare hente i trillebøren sagde Alfonsi (traktordriveren). Det var lettere sagt en gjort. Trillebøren har huller overalt og gummihjul som på gamle cykler. Så et er ikke så let at køre med sådan en på en stenet sti og endda op ad bakke. Så det endte med at vi måtte bære stenene det sidste stykke vej, hårdt arbejde! Nå men trappen blev da fikset, og den er poa nok.

Trappen :) 

En anden dag i ”murer-ugen” kørte vi otte kilometer med traktoren til en landsby, Katangolo, for at hente mursten. Murstene bliver brændt med enten skaller og avner af ris eller med et lille bål under en kæmpe stak. Stenene er større end dem vi kender fra Danmark, en lidt uhandy størrelse når man skal kaste dem op i vognen. I vognen stod der en og greb og samtidigt stavlede murstenene 14 i breden og 5 i højden. Det sled godt på fingrene og efter en aflæsning og så det hele forfra havde vi hentet lidt over 1000 mursten.

Sand skal der jo til for at kunne bygge. Så en dag kørte vi med traktoren til Knuds mark ved søen for at hente sand. Vi var 8 mand som skiftevis skovlede sand op i vognen. De arbejder hårdt, men samtidig er der tid til fis og ballade. Efter vognen var fyldt, kom Alfonsi med sukkerrør, og så skulle der gnaves. ”Barken” rives af med tænderne og så guffer man saften i sig ved at bide et stykke af røret af og tygge på det, hvorefter man spytter røret ud. Saften der kommer ud er lækker og smager en smule som melon. Det var en lækker belønning, som vi kunne sidde og spise i vognen på vej tilbage til Knuds hus.

Selvom det måske ikke altid er lige sjovt at male en uge i streg, eller hente 1000 mursten. Så er der alligevel en god arbejdsmoral og tanzanierne hygger sig når de arbejder.  Efter endt arbejde kan man se folks taknemmelighed for den hjælp vi har givet, og det gør det hele let som en leg. Tanzanierne vil gerne snakke og man får altid en hilsen med på vejen, og andre gange en smøre af Kiswahili som man ikke fatter noget af, men så er der ikke andet for end bare nikke og smile lidt til dem og så er de glade. Mange tanzaniere ænser ikke at vi ikke forstår flydende kiswahili efter halvanden måned i landet. Efterhånden forstår vi da noget af det de siger og med hjælp fra kropssprog og lidt swahili så får vi dem svaret igen.

Vi har efterhånden været nogen gange på lodgen som ligger 20 minutters gang fra Kipili. Lodgen er et fantastisk sted hvor man kan bade, hygge, slikke sol og ikke mindst spise. Det er et sydafrikansk par der ejer stedet, og det føles ikke som om man er midt i afrika når man sidder der på stranden. Vi har nydt godt af deres mad en gang, det var lækkert med noget andet end ris, bønner og kål. 

Man kan også bruge tiden på at læse eller kigge på den dejlige udsigt

Volontørholdet E13 på lodgen

I denne uge er vi tilbage i Sumbawanga på den Cheke Chea som vi malede tidligere. Her skal der males sokkelkant og sættes solceller op. Knud er rejst til Congo for at missionere, så ham ser vi ikke den næste måned. Torsdag kommer Sara til Sumbawanga med Hanna og Lau, to som jeg har gået på efterskole med. Sara har været i Dar for at hente dem, så det bliver hyggeligt at være lidt sammen med dem, inden vi igen drager mod Kipili lørdag eller mandag.

Kipili - Sumbawanga - Kipili

Ja, vi kører en del rundt mellem Sumbawanga og Kipili. 

Lørdag kom vi til Kipili – verdens flotteste sted!  I Danmark hørte vi at vejen fra Sumbawanga til Kipili ville være forfærdelig, men nej, vejen var super god og ikke særlig bumlet. Så vi havde en god tur, selvom det godt kan føles vildt at køre 90-100 km/t på en grusvej, men Knud er en super chauffør. I Kipili mødte vi Eva og Jonas og deres to børn Anton og Olivia, som arbejder på mobilklinikken. Ellers er det rigtig dejligt at være nået frem og se det sted som vi har hørt såå meget om.

Søndag har vi været i kirke og til graduation, vi kørte til secondary school hvor det hele skulle holdes kl. 10 og vi vendte først næsen hjem kl. 16. Det var noget af en dag, når man ikke forstår noget af hvad de siger. I ”kirken”, et klasseværelse, sad vi ved højbord med præsten og ”andre vigtige” folk.  Det var en speciel og lang oplevelse.

Efter kirken tog vi til Lakeshore lodge - det er et fantastisk sted, man kan ikke forstille sig sådan en herlighed så langt væk fra ALT inde midt i Afrika! Her kunne vi bade, hygge og nyde naturen. Vi tog hjem efter en fantastik solnedgang, hvor solen gik ned bag bjergene i Congo.

Tirsdag tog vi til Sumbawanga for at tage imod nogle elever og lærer fra Frøstruphave Efterskole, som kom onsdag efter en uheldig bustur med mange punkteringer.

I løbet af ugen har vi været på PH, hvor vi har lavet en køkkenhave til børnehjemmet. Vi hakkede jorden op med de hakker de bruger i markerne hernede, hårdt arbejde

Hakkerne som de bruger. 

Living går ikke i skole og skal i stedet passe køkkenhaven, så han aktiveres. 

Fredag skulle vi egentligt sætte solceller op, men vi manglede stativet som solcellerne skulle monteres på, som ville komme fra Mbeya om eftermiddagen. Kl. 16 var stativet endnu ikke kommet og vi tog til PH for at male æggebakker til at sætte op i loftet, da det ikke er muligt at høre sine egne tanker, fordi det runger så meget i Cheke Chea-lokalet. På vej hjem fra PH hentede vi stativet, men vi blev overrasket. Danske som vi er, forvænte til at alt er samlesæt osv., så regnede vi med at vi bare skulle hente et samle-sæt-stativ. Men nej det skulle vi skam selv samle, ud af nogle aluminiumsstænger, spændende, spændende.

Lørdag gik vi i gang med at sætte solceller op, det var faktisk noget svære end vi lige havde regnet med. Vi tænkte en del over hvordan det hele skulle gøres og prøvede os frem. Vi samlede det hele på taget, så det var noget bøvlet, men vi klarede den.

Vi bøvler med at spænde solcellerne fast.

Nu mangler vi bare at trække en ledning fra taget ned til batterierne. Peters House kan klare sig med den strøm de har nu, så vi fikser resten fra på næste lørdag hvor vi kommer til Sumbawanga igen, for mandag drager vi mod Kipili. YES!

Tumejifunza kiswahili

Nu er vi kommet i gang med swahiliundervisningen og det er faktisk ikke så svært. Vi kan allerede forstå en lidt, men der er stadig lang vej endnu. Vi har swahili undervisning to gange om dagen, om morgenen og fra 17-18. Timerne om aftenen kan til tider være hårde, men vi klarer den. Vores lærer, Angelo, snakker fint engelsk så på den måde er det også let. Angelo kan endda også snakke en smule tysk, så det nyder Joshua godt af. Joshua er en volontør fra Tyskland som vi er fulgtes med her til Sumbawanga, hvor han skal blive på Peters House (PH).

Mandag og tirsdag har vi været på PH, hvor vi har lavet noget praktisk arbejde. Daniel og jeg har prøvet at lave deres traktor, men det er ikke lykkedes endnu. Ellers har vi vasket vægge og leget med børnene, de er nu meget søde.

Onsdag var de andre igen på PH, men jeg blev nødt til at blive hjemme, da jeg er blevet lidt syg. Jeg er stoppet med at spise malaria piller i en tid, fordi det måske er dem der ødelægger min mave. Så nu må vi se. Rettere sagt så er vi alle blevet lidt sløje. Her i Sumbawanga er det koldt om natten, koldere end i DK,  8-10 grader om natten, så det er KOLDT! Så de fleste af os går og snøfter lidt.

I dag har vi været på et katolsk spædbørnsbørnehjem, der var super mange søde børn. Vi hyggede og legede med børnene som er i alderen fra 0 til 5 år. Det var meget hyggeligt og man kunne da næsten få lyst til at tage en med hjem. 

På spædbørnsbørnehjemmet, jeg tror han hedder Alfonsa. 

Nu er Knud kommet, så det er spændende at møde ham vi har hørt så meget om. I aften skal vi have festmiddag så det er lækkert. 

På lørdag kører Knud til Kipili hvor pigerne i hvert fald skal med. Daniel og jeg ved stadig ikke om vi skal med, da det kan ske at der skal gøres noget her i Sumbawanga, men vi håber på at skulle afsted! VI SKAL AFSTED!

Også på spædbørnsbørnehjemmet. 

Og så kom vi til Sumbawanga!

Nu er vi kommet til Sumbawanga, hvor vi blev godt modtaget af Miriam, Sara og en missionær fra LM som hedder Peter. Vejen hertil var meget bumlet, og vi var da også i grøften en enkelt gang, fordi en anden bus ikke ville trække ind i siden. SÅ må man jo vælge grøften frem for en smadret bus, vi kom op igen. 

Her er vejen fra Mbeya til Sumbawanga - støvet og meget bumlet.
Det er især bumlet når man kører med sømmet i bund, måske cirka 120 km/t.
 Det var sygt men sjovt!

Når man er her i Tanzania lærer man at have tålmodighed, vi skulle indlogeres på Tanzinight her i Sumbawanga, men da vi kom var værelserne ikke klar, men det ville de være kl 16. Vi gik eb tur og kl 17.30 gik vi derhen igen. Nej de var ikke klar endnu, men sådan er der er i Tanzania. Vi kom ind og så tog vi afsted for at spise. Her skulle vi igen bruge vores tålmodighed. Vi bestilte alle det samme, pepersteak, for så ville det nok gå hurtigst. Vi ventede og ventede og efter cirka halvanden time kom maden, men det var godt!.

I dag er det søndag, så kl 10 gik vi i kirke. Det var en speciel, men en super god og sjov oplevelse. Der var nok 4 forskellige kor som sang, og wow de kan  synge! Det lyder super fedt og holdfast hvor kan de synge højt. Om der var mikrofon eller ej, det gjorde ikke den store forskel. Hele gudstjeneste tog nok cirka to til to en halv time. Nu sidder vi så her i Knuds hus i Sumbawanga hvor vi hygger med Miriam og Sara og tre drenge der bor hos Knud. De er secondary elever og kan godt snakke engelsk, så det er meget godt!

Vi spiller last card - det er UNO med alm. spillekort.

I morgen starter swahili undervisningen med en time fra 07.30 til 08.30 og så igen fra 17 til 18. I mellemtiden skal vi så ud og bruge det i byen. Vi glæder os til at lærer mere swahili, vi synes i hvert fald allerede at det går rimelig ok! (:

Den første tid i Afrika

Så er vi landet i Afrika. Kl 15.30 onsdags lettede vi fra Kastrup og vi landede i Doha 6 timer senere. Efter 4 timers ventetid, i det varme og fugtige Doha, ventede der 5 timer i fly til Dar Es Salam. Da vi kom til Dar EsSalam havde vi lidt problemer med at komme ind i landet selvom nogle af os har opholdstilladelse, så vi er alle rejst ind på turistvisum og måtte slippe 50 dollars for det. Vi blev mødtbaf to chauffører som hjalp os på vej. Vi blev kørt til Soma Biblia for at hente vores busbiletter til om fredagen, her mødte vi Robert, en præst fra Hjortkær ved Aabenraa, som tog os med på stranden om eftermiddagen. Inden det fik vi lavet tanzanianske telefonnumre og vi fik handlet ind til den lange bustur. Stranden som vi tog til var super lækker. Det er et hotel som ejer det, så vi betalte lidt for at komme ind, ogs å kunne vi ellers bade i det indiske ocean og i poolen. LÆKKERT! Vi gik tidligt i seng for at stå op kl 5.00 for at nå bussen til Mbeya.

Bussen på vej gennem Tanzanias natur. 

Turen til Mbeya tog 14 timer, selvom det lyder slemt så var det faktisk okay. Jeg fik læst 'Himlen findes virkelig' og ellers lærte Daniel og jeg swahili eller sov. Tiden gik stærkt og efter cirka 5 timer kørte vi gennem Mikumi national park, her så vi både giraffer, zebraer og en enkelt elefant laangt væk. Så gik turen ellers videre og vi landede i Mbeya og lige nu ligger jeg i en god seng på Sombreo, et hotel i Mbeya. I morgen går turen til Sumbawanga og der venter en tur på 6-8 timer så det glæder vi os til, vi har hørt at vejen er bumlet, så det bliver godt. I Sumbawanga mødes vi med Miriam og Sara som også er volontører for BDM. De har bare forlænget deres ophold. Jeg har faktisk gået på efterskole med begge så det bliver meget hyggeligt. På mandag starter vi med sprogskole i Sumbawanga.

En af de dyr vi så - vi tror det er en bavian. Den var ret nysgerrig.

Ja det er jo bare hverdag... Nej, men de er flotte og fascinerende, især så tæt på!

Vi gætter på at det her er antiloper - flotte dyr!

Zebraer - dem var der en del af i Mikumi.

Næsten tid til farvel!

Så er det tid til start på et nyt og "farligt" eventyr, og om 4 dage slipper det hele løs! Det er ikke helt til at fatte, men det kommer nok når vi rejser.

I disse dage er vi på volontørkursus på Diakonhøjskolen i Aarhus, som forberedelse på alt som sker i Tanzania. Det er super rart at møde de andre volontører og at få svar på alle de opståede spørgsmål.

Vi har i løbet af kurset haft besøg af antropolog Jakob Schwartz som fortalte om kulturmøder, en meget spændende mand med et spændende emne. Hans sagde at som oftest så tænker man feeeedt når man kommer til det pågældende land man skal være, og at man bare skal opleve alt der er at opleve i landet med det samme... men men men på et tidspunkt vil der som oftest komme et kulturchok, og når det kommer så skal vi sige til os selv: Det er ikke godt eller skidt, bare anderledes. For Tanzania er helt sikkert meget anderledes fra Danmark, jeg tror det er en god indstilling, så den sætning tror jeg jeg vil komme til at bruge en del!

I dag har vi lært en smule swahili, det er rigtig rart at man kan begynde at sige nogle få ord, så vi måske kan begå os i Dar Es Salam, den første dag vi kommer.

Her under kan i nyde synet af dem, som jeg skal tilbringe de næste fem måneder sammen med. Jeg er sikker på vi får en super god tid dernede, en tid som vil være meget anderledes end den dagligdagen vi er vant til i Danmark, men bestemt en meget spændende og udfordrende tid!

Fra øverst venstre: Daniel, Søren, Julie, Trine

Fra nederst venstre: Cecilie, Maibritt, Marianne