I den sidste uges tid har vi været i Sumbawanga for at male færdig sætte solceller op på Cheke Chea Ninawi. Vi blev hurtig færdig med at male, men vi manglede penge for at kunne købe solceller. Pengene ville komme onsdag eftermiddag, men der var ingen. Efter turen til banken var taget fem gange var der bid, det blev dog fredag inden, men vi kunne få udbetalt pengene. Solcellerne blev købt, og på 5 timer nåede vi at sætte fire solceller op og koble strømmen til. Vi fik hjælp af Lau som Daniel og jeg har gået på efterskole med, han er hernede for at besøge Sara sammen med Hanna N. Så med Laus elektriker skills så gik det hele tjept.
Søndag var der indvielse af Cheke Chea'en med besøg fra den Hollandske NGO, som har sponsoreret den. De fik klippet snoren og vi havde en god, men laaaang fest i kirken.
Hele mandag gik med at vente og køre i bus til Kipili. Vi gik i seng søndag aften med en forventning om at komme afsted med bussen kl. 08.00. I løbet af natten kom der en sms fra Miriam om at bussen først kørte kl. 09.00, så mprgenmaden skulle spises kl 8. Da vi kommer fortæller Miriam at bussen måske først kører kl. 12, så Miriram gik mod busstation for at forhøre sig. Sandt nok. Bussen kørte først kl. 12. Klokken halv tolv var vi på stationen, klar til at smutte mod Kipili. Vi ventede og vi ventede og klokken blev12, så 13 så 14 og endelig kom bussen. Nå så skulle vi jo afsted! Nå nej bussen skulle jo lige til service, bare lige en halv time. Klokken blev 15.15 inden bussen kom og vi kom inden og afsted det gik, efter noget bøvl med folk der ikke havde pladser men som bare havde taget vores. Efter lidt diesel og et andet problem kørte vi mod Kipili. Vi ankom til Katangolo kl 21.30 efter 5.5 timer i bus, heldigvis var det en tur uden punkteringer eller anden ødelæggelse.
Tirsdag gik med at lave ikke så meget fordi vi manglede nogle lister til nogle vinduer i en båd. Om gik det derimod vildt for sig. Alfonsi kom løbende fordi mobilklinikkens bil var kørt galt, vi løb med og fik skubbet traktoren igang og afsted det gik. Vi kom dertil og der var ikke så slemt som vi først troede. Bilen havde ramt en bro, hvor et meget stort betonstykke blev revet af. Det gjorde at bilensstyretøj brækkede, så bilen landede i grøften. Heldigvis uden at være rullet rundt eller lignende. Chaufføren var kørt videre til det han skulle i en anden bil, så han var på toppen. Bilen kunne vi ikke få op der, men det er lykkedes i dag.
Som I kan se i den seneste tids oplevelser så er tålmodighed en vigtig kunnen. Ventetiden kan være lang, men jeg tror det ville være langt værre at vente i Danmark. I Danmark ville de fleste være frusterede og mange ville skælde og smælde på fx busselskabet, og sådan noget smitter. Her er det bare så meget anderledes! Folk sidder stille og roligt og venter, og hvis man spørger rundt hvornår bussen kommer, så er svaret: Den kommer nok lige om lidt.. De tager det som det kommer, og det smitter af på os, selvom det da ville være rart at bussen gik til tiden. I stedet kunne vi bruge tiden på stationen på at snakke med nogle gadebørn og høre deres historie.
Lørdag tager vi til Sumbawanga igen, for Søndag at køre mod Iringa, hvor vi skal passe børn på LMs missionærkonference. Onsdag drager Daniel og jeg så mod Dar Es Salam for der kommer besøg fra Danmark, det bliver jo nok sådan fint nok!! (;
