Arbejd, arbejd

Tiden flyver og inden længe kommer der besøg fra Danmark (WUUHUU!), men inden da er det vidst  tid til at få et lille indblik i, hvad vi får udrettet her i Tanzania.

Mange synes at det kan være svært at finde ud af hvad man uddanne sig til senere i livet, inklusiv mig. I den seneste tid har jeg i hvert fald fundet ud af, selvom det ikke har været en del af overvejelserne, at jeg hverken skal være maler eller murer.

Cheke Chea havde fri i en uge, og derfor havde pigerne tid til at tage med til Sumbawanga for at male i en ny Cheke Chea. Murerne skulle såmænd have ikke mindre en tre gange maling. Det er jo ikke slemt, hvis der ikke var så meget, men når der er to klasse lokaler og 2 kontorer så tager det altså sin tid. Aber aber efter 3 hårde dage med hvid maling, så kom turen til det sjove. Vi, eller rettere pigerne skulle være kreative. De flotte kunstværker kan i se på billederne herunder og hvis jeg selv skal sige det, så er det da rimelig OK!

Vi maler jorden i det ene klasselokale.

Det endelige resultat!

 

I det andet klasselokale.

Ja og murer det skal jeg absolut heller ikke være. I Kipili manglede pigerne en trappe, så de lettere kunne komme hen til terrassen og toilettet. Gentelmen som Daniel og jeg er, gik vi i gang med at bygge trappen. Selvom den ikke er særlig stor, så skulle vi alligevel bruge omkring de 100 mursten. Nå, men dem kunne vi da bare hente i trillebøren sagde Alfonsi (traktordriveren). Det var lettere sagt en gjort. Trillebøren har huller overalt og gummihjul som på gamle cykler. Så et er ikke så let at køre med sådan en på en stenet sti og endda op ad bakke. Så det endte med at vi måtte bære stenene det sidste stykke vej, hårdt arbejde! Nå men trappen blev da fikset, og den er poa nok.

Trappen :) 

En anden dag i ”murer-ugen” kørte vi otte kilometer med traktoren til en landsby, Katangolo, for at hente mursten. Murstene bliver brændt med enten skaller og avner af ris eller med et lille bål under en kæmpe stak. Stenene er større end dem vi kender fra Danmark, en lidt uhandy størrelse når man skal kaste dem op i vognen. I vognen stod der en og greb og samtidigt stavlede murstenene 14 i breden og 5 i højden. Det sled godt på fingrene og efter en aflæsning og så det hele forfra havde vi hentet lidt over 1000 mursten.

Sand skal der jo til for at kunne bygge. Så en dag kørte vi med traktoren til Knuds mark ved søen for at hente sand. Vi var 8 mand som skiftevis skovlede sand op i vognen. De arbejder hårdt, men samtidig er der tid til fis og ballade. Efter vognen var fyldt, kom Alfonsi med sukkerrør, og så skulle der gnaves. ”Barken” rives af med tænderne og så guffer man saften i sig ved at bide et stykke af røret af og tygge på det, hvorefter man spytter røret ud. Saften der kommer ud er lækker og smager en smule som melon. Det var en lækker belønning, som vi kunne sidde og spise i vognen på vej tilbage til Knuds hus.

Selvom det måske ikke altid er lige sjovt at male en uge i streg, eller hente 1000 mursten. Så er der alligevel en god arbejdsmoral og tanzanierne hygger sig når de arbejder.  Efter endt arbejde kan man se folks taknemmelighed for den hjælp vi har givet, og det gør det hele let som en leg. Tanzanierne vil gerne snakke og man får altid en hilsen med på vejen, og andre gange en smøre af Kiswahili som man ikke fatter noget af, men så er der ikke andet for end bare nikke og smile lidt til dem og så er de glade. Mange tanzaniere ænser ikke at vi ikke forstår flydende kiswahili efter halvanden måned i landet. Efterhånden forstår vi da noget af det de siger og med hjælp fra kropssprog og lidt swahili så får vi dem svaret igen.

Vi har efterhånden været nogen gange på lodgen som ligger 20 minutters gang fra Kipili. Lodgen er et fantastisk sted hvor man kan bade, hygge, slikke sol og ikke mindst spise. Det er et sydafrikansk par der ejer stedet, og det føles ikke som om man er midt i afrika når man sidder der på stranden. Vi har nydt godt af deres mad en gang, det var lækkert med noget andet end ris, bønner og kål. 

Man kan også bruge tiden på at læse eller kigge på den dejlige udsigt

Volontørholdet E13 på lodgen

I denne uge er vi tilbage i Sumbawanga på den Cheke Chea som vi malede tidligere. Her skal der males sokkelkant og sættes solceller op. Knud er rejst til Congo for at missionere, så ham ser vi ikke den næste måned. Torsdag kommer Sara til Sumbawanga med Hanna og Lau, to som jeg har gået på efterskole med. Sara har været i Dar for at hente dem, så det bliver hyggeligt at være lidt sammen med dem, inden vi igen drager mod Kipili lørdag eller mandag.

Kipili - Sumbawanga - Kipili

Ja, vi kører en del rundt mellem Sumbawanga og Kipili. 

Lørdag kom vi til Kipili – verdens flotteste sted!  I Danmark hørte vi at vejen fra Sumbawanga til Kipili ville være forfærdelig, men nej, vejen var super god og ikke særlig bumlet. Så vi havde en god tur, selvom det godt kan føles vildt at køre 90-100 km/t på en grusvej, men Knud er en super chauffør. I Kipili mødte vi Eva og Jonas og deres to børn Anton og Olivia, som arbejder på mobilklinikken. Ellers er det rigtig dejligt at være nået frem og se det sted som vi har hørt såå meget om.

Søndag har vi været i kirke og til graduation, vi kørte til secondary school hvor det hele skulle holdes kl. 10 og vi vendte først næsen hjem kl. 16. Det var noget af en dag, når man ikke forstår noget af hvad de siger. I ”kirken”, et klasseværelse, sad vi ved højbord med præsten og ”andre vigtige” folk.  Det var en speciel og lang oplevelse.

Efter kirken tog vi til Lakeshore lodge - det er et fantastisk sted, man kan ikke forstille sig sådan en herlighed så langt væk fra ALT inde midt i Afrika! Her kunne vi bade, hygge og nyde naturen. Vi tog hjem efter en fantastik solnedgang, hvor solen gik ned bag bjergene i Congo.

Tirsdag tog vi til Sumbawanga for at tage imod nogle elever og lærer fra Frøstruphave Efterskole, som kom onsdag efter en uheldig bustur med mange punkteringer.

I løbet af ugen har vi været på PH, hvor vi har lavet en køkkenhave til børnehjemmet. Vi hakkede jorden op med de hakker de bruger i markerne hernede, hårdt arbejde

Hakkerne som de bruger. 

Living går ikke i skole og skal i stedet passe køkkenhaven, så han aktiveres. 

Fredag skulle vi egentligt sætte solceller op, men vi manglede stativet som solcellerne skulle monteres på, som ville komme fra Mbeya om eftermiddagen. Kl. 16 var stativet endnu ikke kommet og vi tog til PH for at male æggebakker til at sætte op i loftet, da det ikke er muligt at høre sine egne tanker, fordi det runger så meget i Cheke Chea-lokalet. På vej hjem fra PH hentede vi stativet, men vi blev overrasket. Danske som vi er, forvænte til at alt er samlesæt osv., så regnede vi med at vi bare skulle hente et samle-sæt-stativ. Men nej det skulle vi skam selv samle, ud af nogle aluminiumsstænger, spændende, spændende.

Lørdag gik vi i gang med at sætte solceller op, det var faktisk noget svære end vi lige havde regnet med. Vi tænkte en del over hvordan det hele skulle gøres og prøvede os frem. Vi samlede det hele på taget, så det var noget bøvlet, men vi klarede den.

Vi bøvler med at spænde solcellerne fast.

Nu mangler vi bare at trække en ledning fra taget ned til batterierne. Peters House kan klare sig med den strøm de har nu, så vi fikser resten fra på næste lørdag hvor vi kommer til Sumbawanga igen, for mandag drager vi mod Kipili. YES!